DEN VIETNAMESISKE HALVDEL
Ao Dai, Dan Bau og vietnamesisk folkedans
Ud over Cham-apsaraen er showet en rundtur i vietnamesisk tradition — nationaldragten, den enkeltstrengede citar og folkedansene i mellemspillene.
Se billetter til Charming Da Nang-showet på GetYourGuide ↗Ao dai på scenen
Ao dai — en lang, tætsiddende silkekjortel båret over flydende bukser — er Vietnams nationaldragt, og dens scenedel er et af showets mest fotograferede passager. I ensemble forvandler de lange paneler og yndefulde linjer enkel bevægelse til noget ceremonielt og umiskendeligt vietnamesisk. Hvor Champa-åbningen er ældgammel og hieratisk, er ao dai-bevægelsen tættere på nuet — den moderne nations eget billede på elegance, sat til musik og bevæget i takt.
Dan bau'ens stemme
Lyt i de mere stille numre efter dan bau — den vietnamesiske enkeltstrengede citer, et instrument, der næsten ikke findes andre steder, og som bøjer en enkelt streng til en klagende, vokallignende, næsten menneskelig tone. Den er ofte lyden under lotusdansen, og den bærer en særlig vietnamesisk melankoli, som intet orkester kan erstatte. Forestillingens live traditionelle lyd er en del af det, der adskiller den fra et generisk spektakel; dan bau er dens mest karakteristiske stemme.
Lotusen og folkedansene
Lotusen — Vietnams nationalblomst, et buddhistisk symbol på renhed, der rejser sig ren fra mudret vand — giver forestillingen dens mest lyriske bevægelse, hvor dansere åbner og folder sig som kronblade. Omkring den løber folkedanse hentet fra hele Vietnam, hver med sin egen regionale farve, og akrobatiske numre, der løfter energien mellem hovedscenerne. Sammen gør de forestillingen til en kompakt rejse gennem vietnamesisk scenekunsttradition, ikke kun dens chamiske rødder.
Gammelt og nyt, side om side
Det, der binder de vietnamesiske numre sammen med den chamiske åbning, er forestillingens centrale idé: denne kyst er lagdelt. Apsaraen tilhører Champa; ao dai, lotusen og folkedansene tilhører det Vietnam, der fulgte; det projicerede bylandskab tilhører Da Nang i dag. Når man ser dem i rækkefølge, ser man i virkeligheden et sted fortælle sin egen historie i bevægelse — gammelt tempel, nationalkultur, moderne by — og derfor belønnes man ved at vide lidt om hvert lag.